Titel

Ændring af universitetsloven - bedre rammer for ledelse

Intro

ATV's høringssvar vedrørende udkast til lov om ændring af universitetsloven (bedre rammer for ledelse).

Universiteternes rammevilkår, herunder universitetsloven, er vigtige faktorer i at gøre Danmark til en af verdens førende Science & Engineering-regioner. Derfor vil ATV gerne kvittere for, at ministeriet ønsker at skabe bedre rammer for universiteternes ledelse.

ATV kan tilslutte sig, at der bør være ensartede kriterier for udpegning og valg af bestyrelsesmedlemmer og -formænd på landets universiteter, så længe dette sker i respekt for de enkelte universiteters særlige profil og opgaver.

Ansvarsfordeling mellem ministerium og universiteter

Derimod er ATV meget bekymret over konsekvenserne af en række bestemmelser i forslaget. Akademiets bekymring går især på, at forslaget synes at gøre op med armslængdeprincippet og dermed kan sætte spørgsmålstegn ved universiteternes uafhængighed.

Det følger af den gældende lovgivning, at universiteterne er selvejende institutioner, mens ministeriet fastlægger rammevilkårene gennem lovgivning og regler samt fører tilsyn med universiteterne. Denne ansvarsfordeling bør ikke ændres.

Udpegnings- og indstillingsorganer

Forslaget vil indebære en ny procedure for indstilling og udpegning af bestyrelsesmedlemmer og -formænd. Som led i proceduren skal ministeren udpege formanden for et udpegningsorgan, og Uddannelses- og Forskningsministeriet vil få sæde i et indstillingsudvalg.

Begge dele strider mod princippet om universiteternes uafhængighed og kan potentielt sætte ministeriet i en dobbeltrolle, når der skal føres tilsyn med universiteterne. Ydermere synes proceduren at være indviklet og noget bureaukratisk.

Samlet set kan ATV ikke tilslutte sig det foreliggende forslag. ATV foreslår i stedet, at en lovændring fastlægger en procedure for indstilling og udpegning af bestyrelsesformænd og -medlemmer, der dels ikke involverer ministeriet, dels er mere enkel og transparent.

Best practice som udgangspunkt

ATV anbefaler, at man ser på, hvordan man skaber ensartede kriterier og retningslinjer for udpegning af bestyrelsesformænd og -medlemmer ud fra best practice hos universiteterne.

Det er afgørende for Danmark som Science & Engineering-region, at vores universitetsledelser kombinerer et højt fagligt niveau med et bredt samfundsmæssigt udsyn og et internationalt perspektiv. Modellen for indstilling og udpegning af formænd og medlemmer bør derfor være skruet sammen, så den tiltrækker topfolk fra danske og internationale virksomheder og forskningsmiljøer (jf. anbefalingerne i ATV-rapporten ”Det værdiskabende universitet – fra enklave til nøglerolle” fra 2012).

Konkret vil ATV foreslå at lade udpegningen ske gennem et repræsentantskab med medlemmer fra det enkelte universitets aftagere og samfundet i bredere forstand.

 

Kontakt
Fuldt navn

Dorthe Brander Pedersen

Stilling
Chefkonsulent
Fuldt navn

Lia Leffland

Stilling
Akademidirektør
Cover
Billede
Dato