Hovedbillede
Billede
Formand Søren Riis og næstformand Ole Kæseler Andersen, ATV's sundhedsgruppe
Titel

ATV’s sundhedsgruppe har 5 anbefalinger om AI i sundhedssektoren

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Der har været markant opbakning til efterårets rundbordssamtaler om kunstig intelligens i sundhedsløsninger, som ATV’s sundhedsgruppe har været vært for. Teknologisk og digital udvikling inden for sundhedssektoren er højaktuel, og nu skal politikerne til at se på mulighederne fremfor problemerne. Et notat fra sundhedsgruppen er netop færdiggjort, og anbefalingerne er allerede bragt i spil.

I løbet af de seneste fire måneder har ATV’s sundhedsgruppe holdt dialogmøder med en række ledende aktører fra forskellige dele af sundhedssektoren. Sammen har de diskuteret muligheder og udfordringer ved anvendelse af digitale løsninger som kunstig intelligens inden for forebyggelse, diagnosticering og behandling.

Rundbordsmøderne har søgt en scenarietænkning for det danske sundhedsvæsen om 5-10 år for at tydeliggøre det danske potentiale og advisere om nødvendige initiativer.

5 anbefalinger

ATV's sundhedsgruppe har fem konkrete anbefalinger til at skabe det nødvendige fundament for både udvikling og ibrugtagning af digitale, databaserede løsninger som kunstig intelligens inden for sundhedsområdet.

Læs anbefalinger nederst på siden og notatet i sin helhed på linket til højre.

På baggrund af rundbordssamtalerne har ATV’s sundhedsgruppe nu udarbejdet et notat. Her fremlægger gruppen en række konkrete anbefalinger til at skabe det nødvendige fundament for både udvikling og ibrugtagning af digitale, databaserede løsninger som kunstig intelligens inden for sundhedsområdet. Løsninger, som er helt afgørende for, at vores sundhedssektor bliver i stand til at imødekomme et stærkt stigende antal kronikere og en hurtigt aldrende befolkning i Danmark. Men også løsninger, som kunne blive kommercielle succeser for dansk erhvervsliv.

Der har været 25-30 deltagere til hvert møde, som har talt teknologiledere fra industrien, professorer og forskere fra universitetsverdenen, repræsentanter fra private fonde, Sundhedsdatastyrelsen og Lægemiddelstyrelsen samt Danske Regioner.

Ved møderne er oplægsholdere kommet med input fra deres specifikke fagområde, heriblandt Martin Lange, SVP Global Development, Novo Nordisk og praktiserende læge og forfatter Michael Hejmadi, der for nyligt talte til ATV’s Teknologiske Topmøde.

”Det var en meget positiv oplevelse at se, at folk med en ekstrem travl agenda til hverdag er villige til at prioritere tiden til at drøfte brugen af kunstig intelligens i sundhedssektoren. Så det er for os en klar indikation på, at det er et emne, som fylder meget. Det var meget tydeligt, at emnet er højaktuelt,” siger Søren Riis, formand for ATV’s sundhedsgruppe og Chief Research Officer i Oticon Medical.

Nødvendigt med national strategi for datadeling

Selv om gruppens formål var at diskutere løsninger frem for problemer, er der én knast, der ikke er til at komme uden om, nemlig datadeling.

Se debatter om udfordringen

På ATV's Teknologiske Topmøde i november 2020 blev problemstillingen debatteret. 

På linket til højre kan du finde interviewet "Den store sundhedsrevolution" med læge og forfatter Michael Hejmadi, samt paneldebatten "Fremtidens sundhedssektor" modereret af Søren Riis, formand for ATV's Sundhedsgruppe.

Det lykkedes dog hurtigt at blive noget mere konkrete i forhold til problemstillingen, fortæller Søren Riis; ”Det blev meget hurtigt klart, at der mangler en grundlæggende infrastruktur til at samle og dele data på tværs af regioner og sektorer og systematisere adgangen. Den måde, vi gør det på i dag, løser ikke problemet, fordi det er lappeløsninger. Vi bliver nødt til at have en nationalstrategisk plan på området.”

”Og så er der også problemet med, hvem der skal betale og lave udviklingsarbejdet”, supplerer Ole Kæseler Andersen, næstformand i ATV’s sundhedsgruppe og professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet. ”Udfordringen er for det første, at der kun er den offentlige sektor til at købe systemerne. For det andet understøtter afregningsstrukturerne i sundhedsvæsenet i både primær- og sekundærsektoren ikke innovation og skalering af projekter. En måde at sætte skub på udviklingen er, hvis det offentlige skaber nogle økonomiske incitamenter hos de praktiserende læger til at benytte sig af teknologiske løsninger. Kan man sætte AI på den dagsorden, så kommer det til at gå stærkt.”

ATV’s sundhedsgruppe fremlægger blandt andet i notatet en bredere løsning på de udfordringer, der er omkring datadeling, end de fragmenterede løsninger, der indtil videre har været på dagsordenen, for problemet med datadeling kan selvfølgelig ikke løses individuelt hos aktørerne.

Pointerne fra møderne er allerede bragt i spil

Selvom notatet fra rundbordssamtalerne ikke var færdigskrevet i november, kom anbefalingerne alligevel med til et møde om en offentlig digitaliseringsstrategi i Digitaliseringsstyrelsen.

ATV’s Digitale Vismandsråd arbejder nemlig også med, hvordan vi kan styrke en digital infrastruktur i Danmark. De digitale vismænd tog derfor pointerne fra sundhedsgruppens rundbordssamtaler med til vismandsrådets møde med Digitaliseringsstyrelsen, og disse input blev vel modtaget.

”Nogle af de agendaer, vi er stødt på, er de samme, som ATV’s Digitale Vismandsråd arbejder med. Det handler blandt andet om en digital parathedsproblematik. Der er et decideret kompetence-hul fx inden for datascience-området fortæller Søren Riis.

Fokus på problemer, fordi man ikke er oplyst om muligheder

Til februar vil ATV’s sundhedsgruppe mødes igen til en strategidag. Her vil de planlægge gruppens videre arbejde, og et af de emner, gruppen vil kaste sig over, bliver formentlig telemedicin.

”Det er et område, der tidligere er blevet investeret i, og der har været initiativer til at skabe infrastrukturelle løsninger på det. Men telemedicin nåede dengang ikke en stor nok udbredelse til, at det blev en fast del af infrastrukturen i sundhedssektoren. Men med coronasituationen er der pludselig blevet åbnet en dør til telemedicin igen”, fortæller Ole Kæseler Andersen. ”Vi kommer til at adressere, at det er aktuelt at kigge på telemedicinske løsninger igen. Det er vigtigt, at der er noget, der kan drive det, og vi kan se, at fx telemedicin via MinLæge-appen tog et stort hop her under coronakrisen.”

Søren Riis håber derfor på, at coronakrisen vil blive startskuddet til, at større brug af digitale løsninger i sundhedssektoren for alvor kommer på den politiske agenda.

”Det, der tit sker, er, at hvis man mangler viden om noget, så kan man i hvert fald tale om de problemer, der er omkring det. Man fokuserer på alt det, der kan gå galt, fordi man ikke er oplyst omkring, hvad mulighederne i det er. Men når så krisen banker på, som vi har set ved COVID-19, så begynder befolkningen at forstå, at det her giver mening. Det handler jo meget om, hvordan vi omtaler det i offentligheden. Og der har politikerne et ansvar,” fortæller Søren Riis.

Behov for digitalisering vil eksplodere de kommende år

Det er ikke kun sundhedskriser som COVID-19, der kan sætte skub i udviklingen. En af oplægsholderne til rundbordsmøderne var professor og overlæge Mikael Boesen, Bispebjerg Hospital. Han fortæller, at mængden af diagnostisk billeddata, som skal analyseres, er eksploderet i de senere år. Men der er ikke tilført flere ressourcer i samme takt. Radiologifaget er derfor under voldsomt pres, og det er ikke muligt at uddanne et tilstrækkeligt antal radiologer til at dække behovet. Digitale løsninger som kunstig intelligens bliver centrale teknologier for overhovedet at drifte sundhedsvæsenet fremover.

”Der er nogle kliniske specialer, der råber på mere digitalisering og kunstig intelligens. Inden for visse områder kommer behovet til at eksplodere de kommende år på grund af flere kronikere og en aldrende befolkning. Det stiller krav til digitale kompetencer, hvilket er en særskilt dagsorden,” afslutter Ole Kæseler Andersen.

Udgangspunktet for, at sundhedsteknologiske løsninger kan anvendes i langt større omfang, er heldigvis godt. Det skyldes, at vi i Danmark har gode sundhedsdata, høje dataetiske standarder, en stærk samarbejdskultur, fremragende forskningsmiljøer og visionære virksomheder. Nu skal mulighederne bringes i spil, for ellers er det kun problemerne, der bliver fokuseret på.

Læs notatet fra ATV’s sundhedsgruppe på linket til højre.

ATV’s 5 anbefalinger til at sætte Danmark i front med AI indenfor sundhedsområdet

Etabler en sundhedsdatastrategi og datainfrastruktur på nationalt niveau
som systematiserer og kvalificerer opsamling, opbevaring, deling af og adgang til data gennem en sikker og troværdig tilgang

Styrk de digitale kompetencer og den digitale parathed
Indbyg centrale forløb i både uddannelse og efteruddannelse af personale i sundhedsvæsenet

Skab et stærkt økosystem med et nationalt SUND-AI sekretariat
med støtte fra regionerne, relevante ministerier, offentlige og private fonde, samt industrien

Skab nye incitaments- og økonomimodeller og opbyg et konkurrencedygtigt sandkassemiljø
som understøtter udvikling og drift af AI løsninger i det danske sundhedsvæsen gennem samarbejde på tværs af sektorer og mellem offentlige og private aktører

Sæt fokus på patienter, behandlere og de samfundsøkonomiske gevinster
gennem etablering af et katalog over projekter af national strategisk karakter med stort potentiale for samfundet.