Hovedbillede
Billede
Astrid Haus, portrætfoto
Titel

Astrid Haug ny digital viskvinde i ATV

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Astrid Haug er nyt medlem af ATV's Digitale Vismandsråd. Hun vil arbejde for samspillet mellem grøn omstilling og digitalisering, og hvordan rådet i større grad kan være sparringspartner for politikere.

Astrid er rådgiver om sociale medier, digitalisering og klimakommunikation i eget firma, Astrid Haug Bureau, og sidder med i en række bestyrelser. Desuden har hun skrevet en række bøger om sociale medier og digitalisering og er i gang med en ny bog om greenwashing og grøn omstilling.

Hvorfor beskæftiger du dig med digitalisering? Hvad brænder du for?

Digitalisering er et middel til at opnå nogle resultater, i sidste ende til at skabe et bedre samfund. Det er dog langt fra al digitalisering, som bidrager positivt i dag. Dernæst er digitalisering også et vilkår i et moderne samfund, og det skal både unge og gamle kunne navigere i.

Jeg brænder for at se folk lykkes med teknologi, og for at digitaliseringen gør ting muligt, som ikke var det tidligere. Og så brænder jeg for, at IT-branchen tager et større samfundsansvar, særligt uden for EU, så jeg er i udgangspunktet ret pro-regulering. Men også tilhænger af, at politikerne bliver bedre til at navigere i en verden, hvor teknologien skaber muligheder, samtidig med at den ikke bare kan slippes løs.

Hvis du var digitaliseringsminister, hvad ville være det første, du ville iværksætte med fokus på digitalisering?

Jeg ville sætte turbo på tvillingetransitionen – altså hvordan teknologi kan anvendes til at minimere klimakrisen. Det rammer både en efterspørgsel hos virksomheder og borgere.

Dernæst vil jeg arbejde for at få teknologiforståelse i folkeskolen, selvom det vist ikke alene er op til digitaliseringsministeren. Vi lader vores børn og unge i stikken, og senere erhvervslivet og resten af samfundet, hvis de ikke får flere reelle digitale kompetencer tidligt i livet. Både dem, som kan føre til jobs i det private og offentlige, men også de færdigheder, der gør, at de kan gennemskue og forholde sig både nysgerrigt, undersøgende og kritisk til nye teknologier.

Hvilken trend ser du i samfundet, som du skal følge op på?

Særligt klimadagsordenen udfordrer samfundet og virksomhederne. Teknologien kan her mange ting i dag, som vi slet ikke udnytter godt nok. Dertil kommer nye teknologier inden for klimaområdet. Lige nu er der fuld turbo på start-ups inden for digitale klimaløsninger, og det skal vi bakke op om som samfund.

Samtidig er der lige nu meget hype om chatbots, og det er et godt eksempel på, hvordan digitalisering bevæger sig mere og mere ind på de humanistiske fag som sprog, kunst, mm. Her har vi brug for, at forskellige fagligheder arbejder sammen, når teknologierne skal omsættes til noget fornuftigt. Som det er lige nu, er nogle af dem simpelthen ikke færdige nok til at blive brugt af mennesker, da de kan misbruges til disinformation og fake news. Så regulering af teknologi, særligt i EU, er også værd at holde øje med.  

Hvad er det vigtigste politiske tema i år med fokus på digitalisering?

For mig er det koblingen til klimakrisen. Og hvordan vi regulerer, uden at dræbe innovationen. Vi kan dog se på mange andre områder, at regulering ikke er en hindring for innovation, f.eks. medicin, fødevarer mm.

Hvad vil du bidrage med i ATV’s Digitale Vismandsråd?

Jeg vil særligt have fokus på den her twin transition. Fordi det er en svær nød at knække, og fordi det er det mest meningsfulde, - ift. hvad både virksomheder og borgere ser som en af de helt store udfordringer.

Dernæst vil jeg bidrage til at løfte debatten om de teknologiske udfordringer og muligheder, vi som samfund står overfor. Uden IT får vi ikke løst nogen af de andre store samfundsudfordringer inden for velfærd og manglen på  IT-kompetencer.

Slutteligt er jeg optaget af, hvordan vi i rådet kan være sparringspartner for politikerne samt udfordre dem, når de ikke er ambitiøse nok. Der er endelig kommet en digitaliseringsminister samt et digitaliseringsudvalg, og begge dele er positivt, men det skal der naturligvis også komme mere end en masse møder ud af.

 

Kontakt
Fuldt navn

Maja Lænkholm

Stilling
Specialkonsulent

Relaterede nyheder og artikler